Bliv klædt på til rejsen
H.C. Andersen har engang sagt ”At rejse er at leve”, og der er ingen tvivl om, at den fynske eventyrdigter havde en god pointe. Når man rejser væk fra hverdagens rammer, vil formålet ofte være at slappe af, komme lidt ned i tempo og få batterierne ladet op til en ny omgang hverdag. Rejser du uden for landets grænser, kan formålet også være at møde andre kulturer og lade sig inspirere af disse på forskellig vis. Lige meget hvad, så føler man sig altid lidt mere levende efter en rejse.
Måske har du for vane at rejse til samme destination år efter år. Den velkendte campingplads eller ferieø er så dejlig uforpligtende i og med, at du kender området som din egen bukselomme. Du kan med andre ord bare pakke din bagage ud og føle dig hjemme med det samme. Også beværtningen og de lokale kan efterhånden genkende dig, så det er tæt på at være dit andet hjem.
Begiver du dig derimod ud i nye destinationer år efter år, kan det være rart at være lidt forberedt på det sted, du skal hen. Du har naturligvis valgt destinationen ud fra et vis kendskab til området, men i visse tilfælde kan det være en fordel at lære kulturen og kutymerne lidt at kende inden ankomst. Skal du for eksempel til et buddhistisk land, må du ikke klappe små børn (eller voksne) på hovedet, da det er det mest hellige sted på kroppen og anses som respektløs. I et hinduistisk land må du ikke røre folk eller række dem ting med venstre hånd, da det er den, du anvender til at tørre dig efter toiletbesøg. Som vesterlænding ville man aldrig selv studse over dette, men dette er blot to af de mange normer, der findes for disse religioner.
Du kan selvfølgelig vælge at tage det lidt, som det kommer og vælge risikoen for at ende med at fornærme nogen. Alternativt kan du også vælge at læse lidt om den forestående destination, så du er helt opdateret omkring normer, kultur, skik og situationen generelt i landet.
Ved visse lande er det naturligvis mere nødvendigt end ved andre. Skal du til et europæisk land, vil der sandsynligvis ikke være de store afvigelser fra Danmark. Men så snart du bevæger dig til et andet kontinent, kan det være en fordel at finde lidt information om landet. Internettet er et godt sted at starte, men det kan også anbefales at låne bøger omkring destinationen. Rejse- og guidebøger er ligeledes gode at pakke med i bagagen, så man altid kan finde den frem, hvis man er i tvivl om noget på selve destinationen.
Alt efter, hvordan du skal rejse, findes der forskellige former for rejsebøger. Politikens forlag har lavet en lang række ”Turen går til…”, hvor der primært er sat fokus på hovedattraktionerne samtidig med, at hotellerne hovedsaligt er i den mere dyre/komfortable ende af skalaen. Har du mod på at bevæge dig væk fra stimerne af turister, og har du samtidig brug for at holde et bestemt budget, kan serien af rejsebøger fra ”Lonely Planet” eller ”Bradt guide” varmt anbefales. Disse vil både gennemgå de oplagte seværdigheder samtidig med, at der vil være forslag til byer eller seværdigheder, som måske er mere ukendte.
Er du forberedt på det folkefærd og den kultur, du skal møde, vil du hurtigt opleve, at du får mere ud af din rejse. Du vil opnå bedre forståelse for deres handlinger, og du vil vide, hvad du kan og ikke kan tillade dig. Ligeledes vil lokalbefolkningen få en bedre oplevelse af dig, fordi du via din færden giver udtryk for, at du har taget dig tid til at lære deres kultur at kende. Kan du gebærde dig efter deres normer og samtidig sige et enkelt eller to ord på deres sprog, så vil din rejseoplevelse blive helt anderledes.